Kontakt
Orgelmekanikerens værksted ligger centralt i Skanderborg tæt ved både banegården og motorvejen. Det er let at kommer hertil.
Hvis du har brug for at få serviceret eller repareret dit Hammondorgel eller Lesliehøjttaler, men ikke har mulighed for at få det transporteret til mit værksted, kan jeg også køre ud og se på det hos dig mod betaling af transporten.
Jeg har ingen faste åbningstider. Ring eller skriv en mail eller sms, så finder vi et tidspunkt at mødes.
Om mig
Siden min helt tidlige ungdom har jeg haft en stærk interesse for elektronik og mekanik – foruden musik selvfølgelig. Jeg byggede selv en forstærker til min første cassettebåndoptager og min knallert blev skilt ad og tunet, så den kørte lidt bedre. Jeg kommer tillige fra et hjem med klaver, og det har jeg spillet på, så længe jeg kan huske.
Da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at spille i band med mit Wurlitzer el-klaver, og jeg snusede også for første gang til et Hammondorgel. Jeg anskaffede mig også på det tidspunkt min første saxofon. Efter gymnasiet dyrkede jeg mine interesser på universitetet ved at læse fysik og musik. I 1980’erne var jeg aktiv i det blomstrende århusianske musikliv. Jeg spillede blandt andet i Det Neodepressionistiske Danseorkester, DND. Nogle husker måske vores landeplage fra sommeren 1986: ”Det ka’ vi da godt prøv’, ja, ja”.
Siden blev jeg gymnasielærer, og jeg har i den forbindelse også skrevet en del lærebøger i begge mine fag. I 10 år har jeg været rektor på Tørring Gymnasium. Sideløbende med mit arbejde har jeg spillet i forskellige bands. I dag spiller jeg bl.a. i Undertow.dk både på Hammond og saxofon. Vi har indspillet fire CD’er, som kan høres på de forskellige musiktjenester.
I min fritid har jeg gennem adskillige år hygget mig med at opstøve gamle udrangerede Hammondorgler og Lesliehøjttalere og få dem repareret og op at køre igen. Den nødvendige teoretiske indsigt i rørforstærkere m.m. har jeg haft let ved at tilegne mig med min fysikbaggrund og de tekniske færdigheder har jeg fået gennem mange timers praktisk erfaring. Der er efterhånden ikke et atom i et Hammondorgel, jeg ikke har haft endevendt. Jeg har således totalrenoveret flere modeller, bl.a. M3, M100, L100, P100 og T500.
Jeg har tillige eksperimenteret en del med at modificere elektronikken i de billigere modeller L100, P100 og T-serien, så de kunne komme til at lyde lidt bedre. Det er trods alt den samme tonehjulsgenerator, som sidder i alle Hammondorglerne. Jeg har bl.a. arbejdet med key-click, percussion og overdrive. Jeg synes selv, det er lykkedes at få en L100/P100 til at lyde rimeligt godt med masser af key-click, en sprød percussion og et delikat overdrive. T-modellerne kan forbedres væsentligt, men transistorforstærkeren vil altid være lidt mere død i det end en forstærker med rør.
Jeg har i foråret 2023 valgt at forlade mit gode job og springe ud som iværksætter. Jeg vil gerne stille min viden, erfaring og ekspertise om Hammond og Leslie til rådighed for den lille skare, som stadig synes, at rigtige analoge Hammondorgler er så meget federe at spille på end de digitale efterligninger.