Orgelmekanikerens orgelsamling

Herunder ses nogle af de Hammondorgler, jeg har stående i mit værksted. Nogle af dem er til salg. Alle de orgler, jeg sælger, er gennemtjekkede, istandsatte og velspillende. Du er altid velkommen til at komme og afprøve orglerne i værkstedet. Du bedes blot ringe eller skrive i forvejen for at lave en aftale.

 

Hammond M100 er et rigtig godt orgel. Det blev produceret i 1960'erne, og blev i den periode anvendt af flere kendte musikere. Matthew Fisher spillede på et M102 ved indspilningen af "A Whiter Shade of Pale" med Procol Harum i 1967, og Billy Preston spillede på M100 sammen med The Beatles under indspilningerne af "Let it Be" i 1969.

Dette eksemplar har aldrig været på landevejen og står utrolig smukt. Alt er originalt - et næsten jomfrueligt orgel.

Prisen er kr. 7.000,-

 

 

 

 

 

Hammond M100 TP. Dette er en variant af M100 med et lidt anderledes kabinet, der kan deles i to, så det er lettere at transportere. Det er produceret på licens i Danmark hos Brdr. Jørgensen i 1967.

Jeg har modificeret orglet, så det har fået et lækkert keyclick ligesom på A100. Det lyder faktisk ret fedt. Der er monteret tilslutning til en Leslie 760 eller lignende med et 9-bens stik.

Prisen er kr. 8.000,-

 

 

 

 

 

 

 

Hammond M101. Dette er en smuk variant af M100 med ben foran og udskæringer i nodestativet. Det er produceret i USA i 1963, og på et ukendt tidspunkt er det importeret til Danmark og ombygget til dansk strøm 230V, 50 Hz. Lyden er den gode velkendte Hammondlyd. Der er ikke monteret tilslutning Leslie, men det kan der selvfølgelig blive.

Prisen som det står er kr. 6.500,-

 

 

 

 

 

 

 

Hammond M103 er en variant af M100 med rokokoben foran og flotte udskæringer i nodestativet. Dette er et meget velbevaret eksemplar fra 1966. Lyden er den gode velkendte Hammondlyd. Der er monteret tilslutning Leslie 760 eller lignende med 9-ben stik.

Prisen er kr. 7.500,-

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hammond M3. Dette orgel fra 1955 ligner udvendigt noget, jeg har hentet på lossepladsen. Men indvendigt er det tjekket og tip top i orden. Det lyder rygende fedt. Efter min mening det absolut fedeste af mine orgler.

Jeg har afmonteret fodbassen for at gøre orglet lettere at transportere. Jeg bruger alligevel ikke bassen, når jeg spiller med mit band. Til gengæld har jeg indsat en fodkontakt til styring af Leslie'ens hastighed. Jeg har lavet tilslutninger, så den både kan køre med en 760'er og en 122'er. Orglet er ikke til salg, da jeg bruger det selv.

 

 

 

 

Hammond L100. Dette er nok et af de mest solgte orgler i Danmark. Det er et ganske udmærket orgel, selvom det ikke er helt på højde med de ovenstående, men man får stadig et orgel med tonehjul og rørforstærkere og den rigtige Hammondlyd til en særdeles fornuftig pris.

Dette orgel er et yderst flot og velbevaret eksemplar fra 1965. Der er monteret udgang til Leslie 760 eller lignende med 9-ben stik samt jackstik.

Prisen er kr. 4.000,-

 

 

 

 

 

Hammond L111. Dette er en variant af L100 i et smukt kabinet af mahognitræ og ben foran. Det er produceret i USA i 1964 og ombygget til dansk strøm. Der er monteret udgang til Leslie med både 9-ben stik og 11-ben stik samt jackstik. Der er tilmed monteret en "Jon Lord knap", der kan give et delikat overdrive. 

Prisen er 3.500,- 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hammond L222. Dette er en variant af L100 med indbygget Leslie og sustain i bassen. Orglet er bygget i Belgien i 1971 og fremstår meget pænt og velholdt. Det er et orgel, som sjældent ses i Danmark, men det kan jo være interessant, hvis man gerne vil have den rigtige Hammondlyd med tonehjul og rørforstærker, men at det kniber med pladsen til en Leslie ved siden af.

Prisen er 5.000,-

 

 

 

 

 

 

 

Hammond P100. Dette er også en gængs model, som indvendigt er identisk med L100, men med et mere transportvenligt kabinet, da det kan deles i to. Dette eksemplar er modificeret, så det har masser af keyclick ligesom på de klassiske orgler A100 og B3. Percussion er også ændret, så den lyder ligesom på de klassiske orgler. Orglet har dog ikke helt den samme lækre varme i klangen som A100, men den er tæt på at være lige så fed som M3 og M100. Orglet er ikke til salg, da jeg bruger det selv.

 

 

 

 

 

 

 

Hammond P100. Dette eksemplar er modificeret med fuld foldback på begge manualer. Det betyder, at der er lyd på alle drawbars på hele manualet. Normalt forsvinder lyden fra de øverste drawbars på de højeste toner, da der simpelthen ikke er flere toner i tonegeneratoren. Når der er foldback, genbruger man så at sige tonerne en oktav under. På de store orgler som B3 og A100 er der fuld foldback, men det er der normalt ikke på de små orgler som M3, M100, L100 og P100. Der er tillige monteret en "Jon Lord knap", der giver et lækkert overdrive. Der er tilslutning til Leslie med 9-ben stik og jackstik.

Prisen er 4.000,-

 

 

 

Hammond L100P (Porta B). Dette var mit første "rigtige" Hammondorgel, som jeg anskaffede for mere end 20 år siden sammen med en Leslie 122. Det er en rigtig god kombination, og jeg spiller stadig meget på det. Udvendigt ligner det noget, som er godt brugt - og det er det også - men det lyder fantastisk. Der er lavet forskellige modifikationer, som gør at det har et virkeligt lækkert Jon Lord agtigt overdrive. Orglet er ikke til salg.

 

 

 

 

 

 

 

Hammond T500. Dette er den største af T-modellerne med rytmeboks og indbygget Leslie.

T-modellerne har generator med tonehjul ligesom de "rigtige" orgler, men forstærkerne er med transistorer i stedet for rør. Det har dermed efter min mening en ret kedelig klang, men det er heldigvis muligt at forbedre orglet væsentligt ved at lave nogle modifikationer af elektronikken. Dette T500 er modificeret efter Carsten Meyers opskrift, som beskrevet under Modifikationer. Det har pyntet meget på det.

Man kan få et billigt orgel ved at købe en T-model, men jeg vil bestemt anbefale, at man får det "tunet" lidt.

Prisen for dette orgel er kr. 3.500,-

 

Hammond T200. Dette er en mindre T-model uden rytmeboks, men stadig med indbygget Leslie. Dette eksemplar står originalt, som det er bygget i 1968. Det er interessant at høre forskellen på de to udgaver af T-modellen med og uden modifikationer.

Prisen for dette orgel er kr. 2.500,-

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Prisliste fra 1968. Ud fra en økonomisk betragtning har det ikke været en god investering at købe et Hammondorgel i 1968. De kan anskaffes til noget lavere priser i dag. Men ud fra en musikalsk betragtning har det helt sikkert været alle pengene værd.